Min bog

Fra Paris til Brønderslev

 

 

Go'daw jeg hedder Paula Thinggaard.

 

Når Lars Larsen kan, så kan Paula Thinggaard vel også. Da den 70-årige nordjyde læste Lars Larsens selvbiografi, satte hun sig for at gøre ham kunsten efter: Fortælle historien om sit liv.

 

Hun er den ældste i en søskendeflok på fem. Kom til verden i landsbyen Paris, men voksede op i landsbyen Gudum ved Lemvig. I bogen tegner hun et billede af livet på landet, som det blev levet i årene omkring Anden Verdenskrig: Det var dengang, det var en attraktion at få en hel appelsin og vand var noget, der måtte hentes fra en pumpe.

 

Som det var skik blandt unge piger på landet i 1950ernes Danmark, tog Paula Thinggaard fat på arbejdslivet i ung alder. Hun passede børn, var i huset hos en dyrlæge og vakte lykke som kokkepige.

 

Ved indgangen til de glade 1960ere, blev Paula Thinggaard en gift kvinde. Den smukke vestjyde blev gift med den unge isenkræmmer Otto. Ægteskabet betød et farvel til det vestjyske barndomsland. Som nygifte slog de sig ned i Aalborg.

 

I mere end tre årtier var Aalborg rammen om Paula Thinggaards liv. Hun fik to døtre, var hjemmegående, blev skilt og var siden en skattet medarbejder på byens borgmesterkontor. Senere blev Aalborg skiftet ud med Brønderslev. Skønt hun var overbevist om, at det ikke kunne være lykken at dele livet med en landmand, faldt Paula Thinggaard for landmanden Knud.

Pigen fra Paris er født med en stor rejselyst. Uanset om flyet har kurs mod København eller Thailand, flyver hun gerne med. Men mest fylder familien og vennerne: Børn, børnebørn, den store søskendeflok og deres børn er omdrejningspunktet i tilværelsen, men også venskaber har en central plads i Paula Thinggaards liv. Og det er til familie- og vennekredsen denne bog er skrevet. En 70-årig kvindes tilbageblik på et begivenhedsrigt liv.

 

Else Marie Nygaard

Journalist på Kristeligt Dagblad

Fra Paris til Brønderslev

Er du interesseret i bogen, kan du kontakte mig her